Carpe librum
– om glæden ved at bøger findes, om blade og løv, om at læse og lidt om Marie Grubbe
af Else Bisgaard
Nærværende tekst er skrevet med henblik på at blive bragt på J.P. Jacobsen Selskabets hjemmeside.
Så, ærede læser, du læser derfor teksten på en skærm. Du kan med et enkelt klik trykke dig væk og enten glemme alt om teksten, der jo blot er en lille ubetydelig og flygtig dråbe i internettets umådelige ocean, eller du kan tænke, at ”det må jeg vist lige læse en anden gang, når jeg får bedre tid – eller har lyst…” Thi sådan er det med de digitale medier: i det enorme flow af såvel vigtige som ligegyldige informationer, der dagligt bombarderer de stakkels menneskeøjne og dertil hørende –hjerner, er vi blevet rigtig gode til lynhurtigt at skimme teksterne og overfladisk vurdere, om de bør læses eller ej. Dét er godt at kunne i en verden, der er baseret på informationsstrømme i stort omfang. Men vi mister også noget: glæden og udfordringen ved den langsomme og fordybende læsning med bogstaverne fæstnet til papir og øjnene fæstnet til papiret.
Her skal ikke bringes en lang og kedsommelig jeremiade om de mange ulykker, som digitaliseringen har bragt os: at vi mister evnen til fordybelse, at vi bliver stressede og mentalt urolige, at læseoplevelser forsvinder, fordi det hele skal gå så stærkt og man hele tiden fristes til at surfe videre til noget andet. Den bekymring har mange andre luftet i mange andre sammenhænge.
Lad mig dog slå fast, at der i vores moderne verden medieres store mængder af data og informationer som absolut bør formidles via digitale medier. Og at det er godt at vi har de digitale medier til disse informationsopgaver (På den anden side så havde vi nok ikke haft det store informationsbehov, hvis vi ikke havde haft de digitale medier!!).
Bøger findes
Men det er godt at bøger findes!
Det er godt at bøger stadigvæk trykkes og udgives, anmeldes og lånes eller sælges eller købes og læses og sættes på hylder og findes frem igen og igen. For det gør bøger da heldigvis stadigvæk.
Der er noget ved bøger.
Måske er det det, at bøger findes rent fysisk – at teksterne ikke er noget så luftigt som nuller og ettere, der svæver sært uforståeligt abstrakte rundt i luften og rammer vores skærm i nogle ubegribelige processer. Bøger findes som konkrete og forståelige størrelser. Tegn, bogstaver, ord og sætninger er bundet til papiret. Bøger har en form. De er udført, så man kan orientere sig i dem: der er omslag og titelblad og et indhold skrevet på papirsider, som man vender med fingrene. Bøger dufter og de kan mærkes og føles. På en eller anden mærkelig måde er der en slags inerti ved bogen: øjnene sejler ikke bare hen over siderne uden rigtigt at få fat; øjnene hænger ved, bremses en smule; man bladrer frem og tilbage og kan rent tankemæssigt være med.
Bøger har et æstetisk udtryk. Før en bog trykkes og udgives i papirform, tænkes der meget – selvfølgelig først og fremmest over indholdet, men også over forhold som omslaget, formatet, papirets kvalitet, typerne, illustrationer, hele den æstetiske kvalitet af bogen. Nogen tænker over det og gør sig umage for at give læseren en oplevelse, ikke bare en læseoplevelse, men også en rent fysisk oplevelse, så bog og krop forbindes ved berøring, lyd, duft. Når det er bedst, bliver det ikke bare en ”oplevelse”, men tilmed en ”oplivelse”.
Marie Grubbe findes
Og så er vi da langt om længe fremme ved den nye udgivelse af J.P. Jacobsens velkendte roman Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede, første gang udgivet i 1876. Derefter er romanen blevet udgivet gentagne gange, herunder oversat til en række forskellige sprog.
J.P. Jacobsen Selskabet og Museum Thy har valgt at lade førsteudgaven genoptrykke fra just den bog, som forfatteren i sin tid dedikerede til veninden Anna Michelsen. Dedikationen ses på titelbladet. Et lille stilfærdigt og konkret aftryk fra de hænder, der i sin tid møjsommeligt skrev romanen.
Dertil kommer så de 9 løvcollager fra 1985 samt forsidecollagen fra 2014, som Susanne Tvermoes har udført – de 9 oprindelige collager er gengivet sidst i bogen.
Gengivelsen af disse løvcollager løfter hele udgivelsen rent æstetisk. Ni af collagerne er, som skrevet, udført i 1985 og originalerne kan ses på Thisted Museum.
Takket være en fotografisk teknisk fremragende gengivelse af collagerne, lykkes det at få mange detaljer med. Jo mere, man dvæler, jo mere ser man. Sådan er det med al god kunst.
Stokrose, valmue…
Susanne Tvermoes beskriver selv til allersidst i bogen materialer og fremstillingsproces. Hun har brugt stokrose, valmue, rabarber, dækblade fra majs, rådhusvin, kirsebærcornel, følfod, lammeøre, judaspenge…
Plantenavne så poetiske som var de taget ud af et af Jacobsens digte:
Alle Smaablomster trip, trip, trip Hen til min Elskedes Kammer.
Lok hende, drag hende, plag hende ud
Med Duft af Violer, Konvaller, Jasminer.
Men faar hun nu ikke ved al den Duft
Længsel efter mig og den friske Luft,
Gjør hende det saa rigtig broget,
Tal Blomstersproget
(1871)
Romanen om Marie Grubbe kan ses som Jacobsens refleksion over en kvinde, der realiserede sig selv – ikke gennem en kamp mod sin natur men en kamp med sin egen natur mod de sociale konventioner og normer, forventningerne til hende som fornem adelsfrøken.
Marie følger sin natur, hun er natur og kan slet ikke være andet. Det er næsten symbolsk at Tvermoes´ collager er udført i rene (og i øvrigt ubehandlede/ikke-konserverede) naturmaterialer. Blade af de blomster og planter, som Jacobsen holdt så meget af. Han fandt i naturen selve tilværelsens fundament og lovmæssighed. Han søgte hér i naturen tilværelsens forklaring.
Der gaves ikke for Jacobsen nogen ydre, metafysisk lov eller vilje (en Gud). Der gaves for ham en natur. Marie giver sig i romanen ind under denne natur og dens lovmæssighed. Hun dør arm og glemt, men realiseret som kvinde og som menneske.
I collagerne fortolker Tvermoes romanens Marie i lyset af denne natur. Brugen af tørret plantemateriale fremmaner en særlig effekt, et billedligt udtryk, som på én gang er både abstrakt og figurativt. Tørrede blade giver ved deres sprøde transparente karakter en visuel oplevelse af noget både virkeligt og drømmeagtigt. Man kan næsten mærke fornemmelsen af at smuldre et tørret blad mellem fingrene; det døde liv der forsvinder mellem fingrene som sand.
Drøm og virkelighed
Collagerne rummer motivmæssigt flere planer, såvel Maries virkelighed som hendes drømme- og fantasiliv. Hver collage fremstiller et sted, en begivenhed, en scene i hendes liv, hvor man ved nærlæsning af collagen vil finde både realiteten, hendes faktiske liv, og hendes drømme og fantasier. Denne kobling mellem fantasi og virkelighed, som Jacobsen skildrer så nøje, fanger Tvermoes i sine collager. Man går på opdagelse i collagen og føres ind i hendes (Maries) indre verden.
Collage VII. Marie og Søren, et eksempel
Collagerne tilsammen bringer os gennem romanens handlingsforløb, Maries liv. Jo bedre man kender romanen, jo mere indholdsfyldt fremstår collagerne. Tag fx collage nr. VII: Marie ser Søren første gang. Romanens kap. XVI står der:
Saa skrives der seksten hundrede og ni og firs. – Det er Nat, og Tjele Hestelade brænder… Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik havde andet Maal end Branden. Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de forskrækkede ildsky Heste ud af den røgopfyldte Stald… (side 280)
Egentlig en ganske nøgtern og saglig iagttagelse. Dog på en måde et ildevarslende bud på, at noget vil gå galt. Efterfølgende beskrives, hvad Marie egentlig ser, og hvordan hun uden helt at forstå det forelsker sig i denne toogtyveaarige Kæmpe. I collagen skildres ilden, det dominerende midtpunkt, som en figur, der på én gang er både fortærende ildtunger og et træ, ødelæggelse og rodfæstet bestandighed i ét.
Marie selv står ved træets/ildens fod og ser på den mere hvilende end sovende Søren, afslappet med hans mørke, storaarede Hænder, som han havde foldet over sit Hoved (side 283).
Det er den samme Søren, som Marie tidligere så ved branden, og som hun i tanken erindrer tumlende de ild-forskrækkede heste. Øverst i collagens venstre side, uden kontakt med det øvrige, skildres Søren i netop dén situation: han kæmper med en hest for at redde den ud af ilden.
Nederst i det brune felt et par skikkelser. Manden jager kvinden, der forskræmt prøver at flygte. Det er Søren, der fortvivlet over styrken af sit eget forbudte begær efter Marie Grubbe jager den stakkels tjenestepige Ane Trinderup, som han gav sig til at lege Kjæreste med (side 305) i et forsøg på at skjule forholdet til Marie for en nyfigen og sladrende omverden.
Hvem var Marie?
Det fører for vidt at gennemgå alle 10 collager hér. Men den nye forside-collage får dog et ord med. Den viser Marie Grubbe i livets tre faser: barnet og den ganske unge, den voksne og modne kvinde, den gamle og fattige færgekone. Collagen viser esensen af Maries samtale med Ludvig Holberg mod slutningen af romanen – der hvor Marie og Holberg samtaler om livet, døden og Gud. Marie siger: Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det tror jeg… og på magister Holbergs spørgsmål om genopstandelsen svarer hun med et koncentrat af sit livs faser:
Hvordan skal jeg opstaa? Som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte, ellers om den Gang, jeg æret og misundt som kongens Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabløse Marie Færgemands, skal jeg? Og skal jeg svare til hvad de andre, barnet og den livsranke kvinde der synded´, eller skal en af dem svare for mig? Kan i sige mig det, hr. magister? (side 335)
Magister Holberg rejste, og svaret blæser i den vind, der bærer løvet bort.
Med collagerne fæstnede til papiret og romanen just ved hånden er det som en rejse ind i et andet univers at gå på opdagelse i denne udgave af ”Fru Marie Grubbe”. Med den dygtige billedkunstners varsomhed ledes vi på sporet af tolkning og forståelse og lades dog tilbage med spørgsmålet: hvem var Marie? Hvad er et menneske? Hvad er menneskets natur?
Men nu må jeg hellere stoppe. Denne tekst er jo skrevet med henblik på at blive bragt på en hjemmeside. Og tekster på en skærm skal være korte. Så denne er allerede alt for lang.
Carpe librum
J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede, 1876, genoptrykt med illustrationer af Susanne Tvermoes: ti bladcollager 1985/2014. Fotografisk gengivelse af løvcollagerne: Klaus Madsen. Udgivelse ved Museum Thy og J.P. Jacobsen Selskabet, 2014
– læs mere om udgivelsen under NYHEDER