Forfatterarkiv: Else Bisgaard

Horden

Hans Otto Jørgensen: Horden. 13 digterportrætter 1872-1912

Hans Otto Jørgensen og forlaget Gladiator 2015

Ny litteraturhistorie om Det moderne Gennembrud ved Hans Otto Jørgensen.

Bogen anmeldes i næste nummer (nummer 10) af Jacobseniana, som udkommer marts 2016

Så lidt liv – og dog så meget…

Ny biografi om Jacobsen er vej i USA

af Else Bisgaard

J.P. Jacobsen er et mysterium. Hvem var han egentlig? Der er meget vi ikke ved om ham, mange huller i dokumentationen, i hans dagbøger, i vores viden om ham som person.

Der var jo ikke rigtig noget liv siger skribent og litteraturkritiker Morten Høi Jensen om J.P. Jacobsen. Der var ingen store, dramatiske begivenheder, ingen ydre voldsomme og spektakulære opgør eller livtag med livet og menneskene.

Jacobsen var tre udenlandsrejser. Resten af sit liv befandt han sig i hhv. København og barndomsbyen Thisted. Og tilmed var hans liv sygdomspræget og skræmmende kort!

Han døde syg og ung. Det er en måde et paradoks at skrive en biografi om ham, fordi der er lidt liv at skrive om.

Sommer var det alligevel, og Jacobsen skrev verdenslitteratur – den smule, han skrev.

Litterære studier i USA

DSCN2997_edited-1

I New York sidder Morten Høi Jensen dog og skriver en biografi om J.P. Jacobsen. engelsk og med en aftale med forlaget Yale University Press om udgivelse af bogen.

Morten Høi Jensen har nu boet i USA i 8 år. Først læste han litteratur to år i Miami og derefter i New York. Her tog han sin bachelor-grad i 2010 med en afsluttende opgave om J.P. Jacobsen.

Han fortsatte sine litteraturstudier i New York, der globalt set uden tvivl er litteraturens hovedstad. Det er det bedste sted at være, når man interesserer sig for litteratur i et internationalt perspektiv.

Men hvorfor netop Jacobsen?, som Morten faktisk ikke rigtig kendte før han nåede til bachelorprojektet. I hvert fald vidste han ikke mere om Jacobsen end de fleste, som har et sporadisk kendskab til forfatteren fra gymnasiet.

Det er vel den klassiske historie: I gymnasiet læste Morten et par uddrag af “Marie Grubbeog vel ogsåMogensblev læst, som pligtlæsning i dansk. J.P. Jacobsen sagde ham i øvrigt ikke rigtig noget.

Men Morten gik som nævnt videre med litteraturstudier i New York, og da han i 2010 skrev sit bachelor-projekt var det om J.P. Jacobsens “Niels Lyhneog dens modernistiske træk . Første gang, Morten læsteNiels Lyhnevar under dette arbejdeog engelsk. Her var det , at Jacobsen at sige slog benene væk under ham, sådan rent litterært og læsemæssigt.

New York

Jeg møder Morten en varm julidag i 2015 i hans rette element: New York, bydelen Tribeca i Lower Manhattan, en lille, hyggelig jazz-bar. Han trives her i det pulserende og heftige storbyliv, hvor mennesker af alle slags, med alle hudfarver og baggrunde lever tæt side om side og rummer hinanden i fælles forståelse af, at hvis alle skal være her, kræver det rummelighed og tolerance. Måske er det derfor, New York har sådan en særlig aura og er mange menneskers yndlingsby. Det er også hårdt arbejde at bo her (man arbejder hver dag 9-17 og har i alt 10 dages ferie om året!). Men her er alligevel enifølge Morten – både afslappet og inspirerende stemning.

Efter at have “mødt” Jacobsen gennem sine studier kom Morten ad tilfældige veje i kontakt med James Wood, som er en højt anerkendt litteraturkritiker ved The New Yorker. Wood er både en kender og en begejstret beundrer af skandinavisk litteratur. Han har skrevet lange og indsigtsfulde essays om bl.a. Karl Ove Knausgaard, Per Petterson, og Knut Hamsun.

Nærmest spontant sendte Morten sin bachelorafhandling om “Niels Lyhnetil Wood, der straks blev en god støtte for Morten i arbejdet med Jacobsen-biografien, og som han for alvor begyndte i 2013.

Skandinavien og Jacobsen overthere

Der er ifølge Morten (og mange andre) i USA en stor interesse for alt skandinavisk og herunder også skandinavisk kultur i almindelighed og litteratur måske i særdeleshed.

Men hvorfor netop Jacobsen? Eller hvorfor i alverden vil et stort forlag bruge ressourcer og energi J.P.Jacobsen? Og hvorfor vil Morten bruge stort set al sin sparsomme fritid samme Jacobsen?

Til det første spørgsmålom forlagets interessesvarer Morten, at andre forfattere fra Det moderne Gennembrud, f.eks. Ibsen og Strindberg m.fl. forlængst er introducerede i velanmeldte biografier i USA. Jacobsen synes at være en manglende brik i belysningen af Norden og Det moderne Gennembrud. Og ingen er i tvivl om Jacobsens store betydning for opkomsten afdet moderneog dets gennemgribende indflydelse moderne tænkning og livssyn. Trods sin provinsielle baggrundeller måske netop grund af dénfik Jacobsen som bekendt en høj position i det kulturelt oprørske og frugtbare miljø omkring Brandes-brødrene i København i 1870-80’erne. Det ville vel nu om dage hedde, at han blev et “brand”, Jacobsen altså!

I USA debatteres der ivrigt mellem tilhængere af darwinisme og ateisme og tilhængere af et stærkt religiøst eller kreationistisk livssyn. Debatten har mange afskygninger og har en tendens til at blive et unuanceret “pro eller contra”. Som den vel også var i datidens danske tilsvarende debat efter introduktionen af Darwin. Jacobsen var midt i denne debat i 1870´erne. Han oversatte Darwin til dansk og repræsenterer en naturvidenskabelige tænkning. Men han initierede også en nuanceret form for ateisme, som ligger langt fra Georg Brandes’ mere bastante afvisning af religion og religiøs følelse. Derfor er Jacobsens forfatterskab og øvrige værker et væsentligt bidrag til debatten i USA.

Det andet spørgsmål, det om at bruge al sin fritid Jacobsen, handler om Mortens egen “Jacobsen-vækkelse”. Han er et dejligt, eftertænksomt og stilfærdigt menneske, men det fremgår tydeligt af hans hele fremtræden, at begejstringen for Jacobsen er en stor og blivende drivkraft for ham. I barens halvdunkle mørke kan man blot ane de berømte julelys i øjnene, når vi snakker om Jacobsens litteratur. Men lyset er der.

Det var en grænseoverskridende oplevelse for Morten at læse “Niels Lyhne”, tydeligvis ikke bare fordi romanen bidrager til både den tids og vor egen tids kulturelle og religiøse debat, men også fordi det berørte og berører Morten dybt personligt at blive konfronteret med de eksistentielle livsspørgsmål, som især “Niels Lyhnerummer. Der er meget, og der er mange nuancer i Jacobsens forfatterskab. Man berøres og er ikke den samme efter at have læst Jacobsen.

Receptionen

er der jo det, at Jacobsen har influeret en meget lang række efterkommende og væsentlige forfattere, hvilket optager Morten meget. Faktisk kommer en stor del af biografien til at handle om Jacobsens efterliv. I litteraturhistorien har man været optaget af at Jacobsen placeret som naturalist, at afdække træk fra den forudgående romantiske litteratur og cementere Jacobsens indflydelse den efterfølgende symbolisme.

Men der er meget mere.

Morten sad iår i Brooklyn og læste om Jacobsen i en international sammenhæng. Han læste og læsteog brugte internettet flittigt til at efterspore receptioner af Jacobsen.

James Joyce, George Gissing, D.H. Lawrence, T.H. Lawrence, George Eliot, Thomas Hardy – for blot at nævne nogle af de engelsksprogede – ligger tæt Jacobsen rent tematisk. T.H. Lawrence (ham of Arabia) prøvede tilmed at lære sig dansk for at kunne læse Jacobsen originalsproget. Morten nævner mange andre, hvoraf et par mindre kendte men meget interessante skal nævnes hér, nemlig de to kvindelige forfattere Nella Larsen og Zora Neale Hurston, som begge var knyttede til The Harlem Renaissance i 1920’erne. De har begge læst Jacobsen, måske inspirerede af, at “Marie Grubbeudkom første gang i USA i 1917.

Sisyfos

Har Albert Camus læst “Niels Lyhne”?? Et sted i romanen sammenlignes Niels Lyhnes tilstand indirekte med netop Sisyfos’:

For han har Tro nok, føler han, naar han endelig skal gaa til Bunds i sig selv, Tro nok til at flytte Bjærge, men han kan ikke overkomme at faa Ryggen sat til

(“Niels Lyhnekap. XI)

Er det et tilfælde eller har Camus læst “Niels Lyhnei fransk oversættelse og dermed måske endda fået inspirationen til sin egenSisyfos-myten”. Camus’ verdensbillede synes forudset i Niels Lyhne, der som en tragisk helt fortvivlet søger mening og retning i sit liv. Den tragiske ateisme hos Camus synes visse måder at spejle Niels Lyhnes ateisme. Men det er kun et gæt, siger Morten.

Vi indledte med Morten Høi Jensens udsagn, at der jo ikke rigtig var noget liv. Men også at der nu alligevel var liv. Masser af liv og årstider og især sommer. Der var meget liv, at der nu sidder en ung mand i New York og bruger sin sparsomme fritid og hele sit velbegavede og intellektuelle engagement at undersøge, gennemtænke og skrive om Jacobsen.

Det giver masser af mening og masser af liv.

Thy, august 2015

 

 

Skarabæernes konge

Kan man forestille sig “Niels Lyhne” som tegneserie?
Nej, vel!
– og dog…

Læs f.eks. den forholdsvis nye udgivelse:

Anne-Caroline Pandolfo og Terkel Risbjerg:
Skarabæernes konge

Udgivet på forlaget Cobolt, 2014

– en graphic novel, der introduceres som en tegnet parafrase eller fortolkning af Jacobsens roman “Niels Lyhne” fra 1880.

Skarabæernes konge anmeldes i næste nummer af “Jacobseniana” som udkommer primo 2016.

Sommer er det…

Af indledningen til “Mogens”, 1872

Sommer var det; midt på Dagen; i et Hjørne af Hegnet. Lige for stod der et gammel Egetræ, om hvis Stamme man gjærne kunde sige, at den vred sig i Fortvivlelse over den Mangel paa Harmoni, der var mellem dens ganske ny, gulladne Løv og dens sorte og tykke, krogede Grene, som mest af Alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske Arabesker. Bag ved Egen var der frodig Krat af Hassel, med mørkt, glansløst Løv, som var saa tæt, at man hverken saae Stammer eller Grene. Op over Hasselkrattet steg to ranke, glade Ahorntræer med lystigt takkede Blade, røde Stilke og langt Dingeldangel af Grønne Frugtklaser. Bag Ahornene blev det Skov – en grøn, jævnt afrundet Skraaning, hvor Fugle kom ud og gik ind som Ellefolk af en Græshøj…

 

 

Tungtklædt digter-videnskabsmand

Klaus Rifbjerg in memoriam

J.P. Jacobsen dukker op de mærkeligste steder. Bedst som man tror sig et øjeblik fri for ham, så er han der – igen – utrætteligt udforskende dén natur, som for ham var altings og al værens nødvendige forudsætning.

F.eks. så sidder man og kigger i en fornem bog om Anholt, nemlig Marianne Toftum og Ole-Kragh Jacobsens pragtværk Anholt, 2006. Ingen ringere end Klaus Rifbjerg har skrevet et flot forord til denne eksplosion af en bog om Anholt. Og hvem lader Rifbjerg mon introducere os til øen?

Jeg tillader mig at citere af Rifbjergs forord:

Det er ikke svært at forestille sig H.C. Andersen i forskellige situationer rundt omkring i landet – han kom jo alle vegne. Men J.P. Jacobsen bøjet over en ydmyg vækst på Anholt. Det havde jeg aldrig drømt om. Det er vidnefast at den tuberkuløse æstet fra Thisted, der jo også var naturvidenskabsmand, gennem sin lorgnet interesseret har betragtet lavarter med titusindårige rødder og klynger af Drosea eller soldug, oven i købet den rundbladede, der er karakteristisk for øen. Det har været en gang over midten af det forrige århundrede, og Jens Peter er forlængst stedt til hvile, men solduggen står der endnu med sine fanghår glimtende i morgenduggen, lokkende, sulten, forventningsfuld i den lune brise.

H.C. Andersen tager vi for givet at møde anywhere, vi kommer på det europæiske kontinent – men Jacobsen kan overraske selv den garvede Rifbjerg ved sin tilstedeværelse, hvor man mindst venter det.

Jacobsen var 3 uger på Anholt i 1870, hvor han botaniserede og studerede øens natur og vækster gennem lorgnetten. Han fandt endog planten ”Bjergulvefod” – en   lille plante, som nu atter forsvundet fra den danske flora. Ak ja.

Rifbjerg afslutter sit forord til bogen ”Anholt” med at vende tilbage til den tuberkuløse æstet og lade ham sætte Anholt og den lille bjergulvefod under selve evighedens, livets og dødens perspektiv:

…et billede bliver ved med at trække ind over bevidstheden, og jeg ser igen den tungtklædte digter-videnskabsmand med støvlerne i sandet på vej for at finde de sjældne lavarter på Anholt og den fine lille vækst i sandet, der er kødædende og kan koste selv den, der kommer på kort besøg, livet.

Else Bisgaard, 1. maj 2015

 

 

 

“Dyrets år”

Dette er ikke en anmeldelse!
En sollys Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det blanke Sund og de korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt af Varmen, uden Sorg og uden Tanke…

(fra afslutningen på J.P. Jacobsen: “Fru Marie Grubbe”)

Trods sin død i 1718 synes Marie Grubbe at være udødelig. Hun er i hvert fald udødelig i dansk litteratur.

Det var Ludvig Holberg, der fik øje på hende og gav hendes særegne skæbne liv og stemme i sin Epistel 89. Det turde være velkendt at mange forfattere siden Holbergs tid har skrevet om hende.

Den historiske Marie ved vi ikke meget om, men fiktionens Marie kender vi fra førnævnte Holberg, St. St. Blicher, H.C. Andersen, Juliane Preisler og mange flere – ikke mindst (næsten mest!) J.P. Jacobsen, der i romanen “Fru Marie Grubbe – interiører fra det syttende Aarhundrede” skrev sig ind i en kvindes psyke og følelsesliv. Denne roman står stadigvæk umådelig stærkt i dansk litteraturhistorie.

Nu har forfatteren Lone Hørslev også gjort det. Skrevet en roman om Marie Grubbe. Denne roman har i efteråret 2014 fået en række fine anmeldelser for sin forfriskende tilgang til figuren Marie.  Det fornemmes tydeligt at J.P. Jacobsens roman ligger som en inspiration og afsæt for Hørslevs roman.

Tillad et citat af Lilian Munk Rasmussen, som i sin anmeldelse i Politiken af Hørslevs roman skrev:

Hatten af og stor falbelade!

Romanen “Dyrets år” anmeldes i næste nummer af Jacobsen Selskabet skriftserie “Jacobseniana”, som udkommer i begyndelsen af marts 2015.

Lone Hørslev: Dyrets år. Forlaget C&K, 2014

Efteraar

Løvet nu falder, dog Blade smaa,
Ret som om atter i Knop de laa,
Rulle sig sammen, skjøndt reven fra Kviste,
Holde ved Drømmene fast til det sidste,
Drømme om Vaar.

(af digtet “Efteraar” fra “En Cactus springer ud”)

Carpe librum

– om glæden ved at bøger findes, om blade og løv, om at læse og lidt om Marie Grubbe

af Else Bisgaard

Nærværende tekst er skrevet med henblik på at blive bragt på J.P. Jacobsen Selskabets hjemmeside.

Så, ærede læser, du læser derfor teksten på en skærm. Du kan med et enkelt klik trykke dig væk og enten glemme alt om teksten, der jo blot er en lille ubetydelig og flygtig dråbe i internettets umådelige ocean, eller du kan tænke, at ”det må jeg vist lige læse en anden gang, når jeg får bedre tid – eller har lyst…” Thi sådan er det med de digitale medier: i det enorme flow af såvel vigtige som ligegyldige informationer, der dagligt bombarderer de stakkels menneskeøjne og dertil hørende –hjerner, er vi blevet rigtig gode til lynhurtigt at skimme teksterne og overfladisk vurdere, om de bør læses eller ej. Dét er godt at kunne i en verden, der er baseret på informationsstrømme i stort omfang. Men vi mister også noget: glæden og udfordringen ved den langsomme og fordybende læsning med bogstaverne fæstnet til papir og øjnene fæstnet til papiret.

Her skal ikke bringes en lang og kedsommelig jeremiade om de mange ulykker, som digitaliseringen har bragt os: at vi mister evnen til fordybelse, at vi bliver stressede og mentalt urolige, at læseoplevelser forsvinder, fordi det hele skal gå så stærkt og man hele tiden fristes til at surfe videre til noget andet. Den bekymring har mange andre luftet i mange andre sammenhænge.

Lad mig dog slå fast, at der i vores moderne verden medieres store mængder af data og informationer som absolut bør formidles via digitale medier. Og at det er godt at vi har de digitale medier til disse informationsopgaver (På den anden side så havde vi nok ikke haft det store informationsbehov, hvis vi ikke havde haft de digitale medier!!).

Bøger findes

Men det er godt at bøger findes!

Det er godt at bøger stadigvæk trykkes og udgives, anmeldes og lånes eller sælges eller købes og læses og sættes på hylder og findes frem igen og igen. For det gør bøger da heldigvis stadigvæk.

Der er noget ved bøger.

Måske er det det, at bøger findes rent fysisk – at teksterne ikke er noget så luftigt som nuller og ettere, der svæver sært uforståeligt abstrakte rundt i luften og rammer vores skærm i nogle ubegribelige processer. Bøger findes som konkrete og forståelige størrelser. Tegn, bogstaver, ord og sætninger er bundet til papiret. Bøger har en form. De er udført, så man kan orientere sig i dem: der er omslag og titelblad og et indhold skrevet på papirsider, som man vender med fingrene. Bøger dufter og de kan mærkes og føles. På en eller anden mærkelig måde er der en slags inerti ved bogen: øjnene sejler ikke bare hen over siderne uden rigtigt at få fat; øjnene hænger ved, bremses en smule; man bladrer frem og tilbage og kan rent tankemæssigt være med.

Bøger har et æstetisk udtryk. Før en bog trykkes og udgives i papirform, tænkes der meget – selvfølgelig først og fremmest over indholdet, men også over forhold som omslaget, formatet, papirets kvalitet, typerne, illustrationer, hele den æstetiske kvalitet af bogen. Nogen tænker over det og gør sig umage for at give læseren en oplevelse, ikke bare en læseoplevelse, men også en rent fysisk oplevelse, så bog og krop forbindes ved berøring, lyd, duft. Når det er bedst, bliver det ikke bare en ”oplevelse”, men tilmed en ”oplivelse”.

Marie Grubbe findes

Og så er vi da langt om længe fremme ved den nye udgivelse af J.P. Jacobsens velkendte roman Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede, første gang udgivet i 1876. Derefter er romanen blevet udgivet gentagne gange, herunder oversat til en række forskellige sprog.

J.P. Jacobsen Selskabet og Museum Thy har valgt at lade førsteudgaven genoptrykke fra just den bog, som forfatteren i sin tid dedikerede til veninden Anna Michelsen. Dedikationen ses på titelbladet. Et lille stilfærdigt og konkret aftryk fra de hænder, der i sin tid møjsommeligt skrev romanen.

 

Dertil kommer så de 9 løvcollager fra 1985 samt forsidecollagen fra 2014, som Susanne Tvermoes har udført – de 9 oprindelige collager er gengivet sidst i bogen.

Gengivelsen af disse løvcollager løfter hele udgivelsen rent æstetisk. Ni af collagerne er, som skrevet, udført i 1985 og originalerne kan ses på Thisted Museum.

Takket være en fotografisk teknisk fremragende gengivelse af collagerne, lykkes det at få mange detaljer med. Jo mere, man dvæler, jo mere ser man. Sådan er det med al god kunst.

Stokrose, valmue…

Susanne Tvermoes beskriver selv til allersidst i bogen materialer og fremstillingsproces. Hun har brugt stokrose, valmue, rabarber, dækblade fra majs, rådhusvin, kirsebærcornel, følfod, lammeøre, judaspenge…

Plantenavne så poetiske som var de taget ud af et af Jacobsens digte:

Alle Smaablomster trip, trip, trip Hen til min Elskedes Kammer.
Lok hende, drag hende, plag hende ud
Med Duft af Violer, Konvaller, Jasminer.
Men faar hun nu ikke ved al den Duft
Længsel efter mig og den friske Luft,
Gjør hende det saa rigtig broget,
Tal Blomstersproget

(1871)

Romanen om Marie Grubbe kan ses som Jacobsens refleksion over en kvinde, der realiserede sig selv – ikke gennem en kamp mod sin natur men en kamp med sin egen natur mod de sociale konventioner og normer, forventningerne til hende som fornem adelsfrøken.

Marie følger sin natur, hun er natur og kan slet ikke være andet. Det er næsten symbolsk at Tvermoes´ collager er udført i rene (og i øvrigt ubehandlede/ikke-konserverede) naturmaterialer. Blade af de blomster og planter, som Jacobsen holdt så meget af. Han fandt i naturen selve tilværelsens fundament og lovmæssighed. Han søgte hér i naturen tilværelsens forklaring.

Der gaves ikke for Jacobsen nogen ydre, metafysisk lov eller vilje (en Gud). Der gaves for ham en natur. Marie giver sig i romanen ind under denne natur og dens lovmæssighed. Hun dør arm og glemt, men realiseret som kvinde og som menneske.

I collagerne fortolker Tvermoes romanens Marie i lyset af denne natur. Brugen af tørret plantemateriale fremmaner en særlig effekt, et billedligt udtryk, som på én gang er både abstrakt og figurativt. Tørrede blade giver ved deres sprøde transparente karakter en visuel oplevelse af noget både virkeligt og drømmeagtigt. Man kan næsten mærke fornemmelsen af at smuldre et tørret blad mellem fingrene; det døde liv der forsvinder mellem fingrene som sand.

Drøm og virkelighed

Collagerne rummer motivmæssigt flere planer, såvel Maries virkelighed som hendes drømme- og fantasiliv. Hver collage fremstiller et sted, en begivenhed, en scene i hendes liv, hvor man ved nærlæsning af collagen vil finde både realiteten, hendes faktiske liv, og hendes drømme og fantasier. Denne kobling mellem fantasi og virkelighed, som Jacobsen skildrer så nøje, fanger Tvermoes i sine collager. Man går på opdagelse i collagen og føres ind i hendes (Maries) indre verden.

Collage VII. Marie og Søren, et eksempel

Collagerne tilsammen bringer os gennem romanens handlingsforløb, Maries liv. Jo bedre man kender romanen, jo mere indholdsfyldt fremstår collagerne. Tag fx collage nr. VII: Marie ser Søren første gang. Romanens kap. XVI står der:

Saa skrives der seksten hundrede og ni og firs. – Det er Nat, og Tjele Hestelade brænder… Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik havde andet Maal end Branden. Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de forskrækkede ildsky Heste ud af den røgopfyldte Stald… (side 280)

Egentlig en ganske nøgtern og saglig iagttagelse. Dog på en måde et ildevarslende bud på, at noget vil gå galt. Efterfølgende beskrives, hvad Marie egentlig ser, og hvordan hun uden helt at forstå det forelsker sig i denne toogtyveaarige Kæmpe. I collagen skildres ilden, det dominerende midtpunkt, som en figur, der på én gang er både fortærende ildtunger og et træ, ødelæggelse og rodfæstet bestandighed i ét.

Marie selv står ved træets/ildens fod og ser på den mere hvilende end sovende Søren, afslappet med hans mørke, storaarede Hænder, som han havde foldet over sit Hoved (side 283).

Det er den samme Søren, som Marie tidligere så ved branden, og som hun i tanken erindrer tumlende de ild-forskrækkede heste. Øverst i collagens venstre side, uden kontakt med det øvrige, skildres Søren i netop dén situation: han kæmper med en hest for at redde den ud af ilden.

Nederst i det brune felt et par skikkelser. Manden jager kvinden, der forskræmt prøver at flygte. Det er Søren, der fortvivlet over styrken af sit eget forbudte begær efter Marie Grubbe jager den stakkels tjenestepige Ane Trinderup, som han gav sig til at lege Kjæreste med (side 305) i et forsøg på at skjule forholdet til Marie for en nyfigen og sladrende omverden.

Hvem var Marie?

Det fører for vidt at gennemgå alle 10 collager hér. Men den nye forside-collage får dog et ord med. Den viser Marie Grubbe i livets tre faser: barnet og den ganske unge, den voksne og modne kvinde, den gamle og fattige færgekone. Collagen viser esensen af Maries samtale med Ludvig Holberg mod slutningen af romanen – der hvor Marie og Holberg samtaler om livet, døden og Gud. Marie siger: Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det tror jeg… og på magister Holbergs spørgsmål om genopstandelsen svarer hun med et koncentrat af sit livs faser:

Hvordan skal jeg opstaa? Som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte, ellers om den Gang, jeg æret og misundt som kongens Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabløse Marie Færgemands, skal jeg? Og skal jeg svare til hvad de andre, barnet og den livsranke kvinde der synded´, eller skal en af dem svare for mig? Kan i sige mig det, hr. magister? (side 335)

Magister Holberg rejste, og svaret blæser i den vind, der bærer løvet bort.

 

Med collagerne fæstnede til papiret og romanen just ved hånden er det som en rejse ind i et andet univers at gå på opdagelse i denne udgave af ”Fru Marie Grubbe”. Med den dygtige billedkunstners varsomhed ledes vi på sporet af tolkning og forståelse og lades dog tilbage med spørgsmålet: hvem var Marie? Hvad er et menneske? Hvad er menneskets natur?

Men nu må jeg hellere stoppe. Denne tekst er jo skrevet med henblik på at blive bragt på en hjemmeside. Og tekster på en skærm skal være korte. Så denne er allerede alt for lang.

Carpe librum

J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede, 1876, genoptrykt med illustrationer af Susanne Tvermoes: ti bladcollager 1985/2014. Fotografisk gengivelse af løvcollagerne: Klaus Madsen. Udgivelse ved Museum Thy og J.P. Jacobsen Selskabet, 2014

– læs mere om udgivelsen under NYHEDER